§ 1. Forældredyr skal inden parringen være registreret i DJR. Dispensation kan bevilges af DJR. Er der tale om dispensation for en race skal det fremgå som et tillæg til overenskomsten. Faderen til hvalpene skal have en dyrlægeattest, der beviser, at hunden har normale testikler på normal plads. For importerede hunde gælder samme regler. § 2. Ingen opdrætter kan få registreret sit opdræt, før der i DJR er registreret et af DJR godkendt kennelmærke. For oprettelse af kennelmærke, se kennelmærkereglerne. § 3. Såfremt de er flere ejere af hunden, skal dette fremgå af stambogen. Det skal i påkommende tilfælde endvidere angives hvem der har dispositionsretten over hunden. Såfremt der er flere ejere af kennelen, er det den person som har dispositionsretten over kennelen, der har dispositionsretten over hunden. § 4. DJR påtager sig også stambogsregistrering for andre end medlemmer af specialklubberne mod forhøjet gebyr. Alle hvalpekuld skal stambogsregistreres i DJR, og for det enkelte kuld alle hvalpe. Hvalpekuldets størrelse skal fremgå af anmeldelsesblanketten. Hvalpekuldet skal anmeldes til registrering senest, når de er 3 uger gamle. Det er opdrætterens ansvar, at hvalpene ID-mærkes inden de er 8 uger, og dette er tillige en forudsætning for, at få hvalpene stambogsregistreret i DJR. Anmodning om registrering i Dansk Hunderegister sker gennem DJR samtidig med anmeldelsen af hvalpekuldet. § 5. Stambogen er hundens fødselsattest og skal altid følge hund og ejer. Det er opdrætterens pligt, at ejerskifte hunden inden den forlader opdrætteren. | § 6. Opdrætteren er pligtig til skriftligt, på begæring fra DJR, at fremkomme med alle relevante oplysninger, der kan have relation til stambogsregistreringen. På begæring er opdrætteren pligtig til at medvirke til udtagning af de nødvendige blod- og vævsprøver til kontroldokumentation af hundens slægtskabsforhold. Pligten er også gældende for alle ejere af DJR stambogsregistrerede hunde. Omkostningerne betales af DJR med mindre slægtsskabsforholdene ikke er som opgivet af opdrætteren. Opdrætteren er ligeledes pligtig til, på begæring af DJR, at modtage dyrlægebesøg for kontrol af hundenes sundhed og velbefindende. Skønnes forholdene at være uacceptable, kan det medføre fortabelse af stambogsregistreringsretten. Er en person dømt/bliver dømt for overtrædelse af dyreværnsloven kan det ligeledes medføre fortabelse af stambogsregistreringsretten. § 7. Opdræt, køb og salg af hunde til forhandler eller til forsøg er ikke tilladt. Ligeledes er det ikke tilladt, på kommerciel basis, at opkøbe hvalpe med videresalg for øje. Det er heller ikke tilladt at opdrætte, købe eller sælge hunde, der ikke er stambogsregistreret i DJR eller anden af DJR anerkendt stambogsførende organisation. Overtrædelse medfører fortabelse af stambogsregistreringsretten. § 8. Gebyr for stambogsregistrering fastsættes af DJR. § 9. DJR godkender, efter indstilling fra en races specialklub, bekæmpelsesprogrammer på sundhedsområdet. DJR kan i særlige tilfælde, eventuelt efter indstilling fra en races specialklub, gøre avlsretten betinget af, at hunden er fundet fri for den pågældende lidelse. Dansk Jagthunde Registrering 1996 Revideret Juli 2001
Revideret Juli 2009 |